Ledelse mellem linjerne
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
-
Adgang: Gratis
- Sted
-
Store Heddinge Bibliotek
Kirketorvet 2,
4660 Store Heddinge - Det Grønne Hjørne
De fleste af os har haft en leder, vi stadig taler om. Af vidt forskellige grunde.
Ledelse sætter spor i vores arbejdsliv, i vores mod til at sige noget og i det, vi tager med hjem. Det er nogle af de spor, Ayhan Gormez undersøger i sin bog Ledelse mellem linjerne.
På Store Heddinge Bibliotek fortæller han om bogen og om de samtaler og erfaringer, der har fundet vej ind i den. Bogen er vokset ud af fire sæsoner med podcasten Kaffe & Ledelse og hans egne år som leder i den kommunale virkelighed. Undervejs har spørgsmål om ansvar, tvivl, magt og menneskelige relationer meldt sig. Flere af dem har vist sig sværere at lægge fra sig end at stille.
Hvordan bliver samtaler til en bog? Hvad får man øje på, når man lytter til andre menneskers erfaringer? Og hvad sker der, når man som forfatter selv må træde frem i det, man undersøger?
Kom til en aften med fortællinger fra bogen, plads til spørgsmål og samtale om det arbejdsliv, vi er en del af. Du behøver hverken være leder eller have læst bogen for at være med.
Om Ayhan Gormez
Ayhan Gormez er forfatter, ledelsesrådgiver og vært på podcasten Kaffe & Ledelse. Han har 20 års erfaring fra den kommunale verden, heraf 13 år som leder og fem med ansvar for andre ledere. I dag arbejder han med ledelse gennem rådgivning, masterclasses, foredrag og samtaler. Med en baggrund som programmør og mange års arbejde med musik har han også blik for, hvordan teknologi og kunst kan udfordre vores forståelse af ledelse. I Ledelse mellem linjerne undersøger han de menneskelige erfaringer, der ofte får for lidt plads i det professionelle sprog.
Det er gratis at deltage - men billet er nødvendig. Sidste frist for tilmelding: 16/11.
| Vi tager nogle gange billeder og videoer i forbindelse med arrangementer, og du kan derfor indgå i billeder og videoer, hvis du deltager i arrangementerne. Du kan selvfølgelig altid sige til fotografen, at du ikke vil med på billederne. Billeder/videoer bruger vi på vores hjemmeside, facebook eller pressen, når vi fortæller om vores arbejde. |